Tokompartmentmodel med mætningsdosis, vedligeholdelsesdosis og akkumulering ved nyresvigt.
Lægemidlet går ind i et centralt kompartment (V1 — det, der måles), udveksles med et perifert (V2 — vævet) gennem interkompartmentclearance Q, og elimineres udelukkende fra det centrale med clearance CL. Plasmakoncentrationen er A1/V1 og er det eneste, der kan måles; vævskoncentrationen A2/V2 tegnes i den nederste figur, men findes aldrig i et prøvesvar.
De to mikrokonstanter k10 = CL/V1 og k12 = Q/V1, k21 = Q/V2 giver hybridkonstanterne α og β som rødder i en andengradsligning. Distributionshalveringstiden er ln2/α og den terminale ln2/β — de adskiller sig med en faktor 20 til 60 i forvalgene, og det er den forskel, hele simuleringen handler om.
Nyrefunktionen skaleres lineært efter Dettlis ansats: CL = vægt · cl · [(1 − fe) + fe · CrCl/100], hvor fe er den renale andel, og cl er clearance pr. kg ved referenceværdien CrCl 100. Referencen er 100, fordi Cockcroft–Gault for en 40-årig mand på 70 kg med S-kreatinin 90 µmol/L giver 95 mL/min. Ansatsen reproducerer Jelliffes digoxinmodel nøjagtigt — CL ved CrCl 25 bliver 4,41 L/h ad begge veje — og Matzkes vancomycinregression på tiendedelen.
Ordinationen er en følge af segmenter med konstant infusionshastighed, og på hvert segment løses systemet lukket: nulinputsvaret plus nultilstandssvaret. Der bruges ingen numerisk integration. Grunden er stivhed — ved volumenskyderens yderkant er α 120 000 gange β, og en eksplicit RK4 med den skridtlængde, figuren kræver, er ustabil dér. Den analytiske løsning har ingen stabilitetsgrænse: hvert segment er eksakt, og skridtlængden tjener kun tegneopløsningen.
Mætningsdosen erstatter den første vedligeholdelsesdosis, den lægges ikke oven i den. Derfor har den fuldt optrukne kurve og spøgelseskurven identiske dosistidspunkter og adskiller sig i præcis én ting — hvor stor den første dosis er. Det er det, der gør sammenligningen ærlig.
Steady state-aflæsningerne kommer fra den periodiske løsnings fikspunkt, x = (I − Φ(τ))⁻¹ · b(τ), og ikke fra sidste interval i figuren. Horisonten er fem halveringstider, altså 97 % af steady state, og en dalværdi aflæst dér ville have afhængt af, hvor lang aksen tilfældigvis blev — og ville være blevet smittet af en mætningsdosis, der pr. definition ikke påvirker steady state.
Horisonten udledes: fem terminale halveringstider eller fire doseringsintervaller, rundet op til et helt antal intervaller, med loft ved 21 døgn. At aksen skifter længde, når halveringstiden gør det, er en del af lærdommen — gentamicin får fire døgn og digoxin ved nyresvigt atten. At den er et helt antal intervaller er et regnekrav og ikke en æstetisk detalje: aflæst lige ved fem halveringstider lander digoxinets 'dalværdi' på 1,42 i stedet for 0,50 µg/L, altså 184 % fejl i det ene tal, en læge handler på.
Det tidligste tolkbare prøvetidspunkt udledes af α − β: kravet om, at distributionsleddet skal være under 5 % af eliminationsleddet, giver én eneste formel, og ud af den falder hvert lægemiddels indlærte prøvetagningsregel — 6,0 h for digoxin, 2,7 h for vancomycin, 1,9 h for gentamicin, 0,9 h for lidocain.
Hvert lægemiddel bærer, hvad dets vindue ER — en top, en dal eller et niveau — og hvad vedligeholdelsesdosis skal regnes mod, og det er to spørgsmål og ikke ét. MD = CL · C_mål · τ holder MIDDELkoncentrationen på målet og gælder derfor kun niveauvinduerne, digoxin og lidocain. Gentamicinets 16–24 mg/L er en top aflæst en halv time efter infusionens afslutning; vancomycinets 10–20 mg/L er en dalværdi, mens doseringsmålet siden Rybak 2020 er AUC24 400–600. Kinetikken er lineær, så hver aflæsning ved steady state er proportional med dosis: en referencekørsel med dosisenheden 1 giver målet pr. dosisenhed, og dosis bliver målet divideret med det — samme linje regner top, dal, middel og AUC. Regnet som middelværdi blev gentamicinets forslag 2 883 mg mod forvalgets egne 490; regnet mod toppen ved prøvetidspunktet bliver det 470 mg, og AUC24 lander på 78, inden for lægemidlets eget vindue 70–120. Tre aflæsninger, der forudsætter, at koncentrationen skal ligge i vinduet — andel af intervallet i vinduet, tid til dalværdien når vinduet, prøvens fejl i forhold til dalværdien — står tomme ved et topvindue i stedet for at blive vist: ved engangsdosering skal koncentrationen forlade vinduet, og prøvens fejl i forhold til en dalværdi på 0,03 mg/L blev +39 822 %.
dA1/dt = R(t) − (CL/V1)·A1 − (Q/V1)·A1 + (Q/V2)·A2dA2/dt = (Q/V1)·A1 − (Q/V2)·A2 C = A1/V1, Cp = A2/V2α, β = ½·[ s ± √(s² − 4·k10·k21) ], s = k10 + k12 + k21t½,dist = ln2/α t½,elim = ln2/βCL(CrCl) = vægt · cl · [ (1 − fe) + fe · CrCl/100 ]LD = V · C_mål MD = CL · C_mål · τ (middelværdimål)Css,middel = (MD/τ)/CL AUC24 = døgndosis/CLRac = 1/(1 − e^(−β·τ))t_tolkbar = ln( (A/B)/0,05 ) / (α − β), A = (α−k21)/(α−β), B = (k21−β)/(α−β)horisont = ceil( max(5·t½,elim, 4·τ) / τ ) · τ, loft 21 døgntop/dal: MD = C_mål / C(dosisenheden 1) AUC: MD = AUC24,mål · CL · τ/24
Forenklinger. Udelukkende intravenøst: F = 1, ingen absorption, ingen førstepassage. Peroralt digoxin kan ikke vises, og peroralt vancomycin mod Clostridioides difficile i tarmen er begrebsmæssigt umuligt her. Kinetikken er lineær hele vejen — clearance mættes ikke, så phenytoin, ethanol og salicylat i høje doser kan ikke modelleres, og det er netop phenytoin, der er det vigtigste lægemiddel, hvor ræsonnementet om doseringsinterval bryder sammen. Hver parameter er konstant gennem hele forløbet: modellens patient med CrCl 20 har haft CrCl 20 siden før første dosis og kommer til at have det for altid, og det er det eneste, der aldrig passer på den patient, hvis koncentrationer stiger. Der findes intet effektkompartment, og modellen kan derfor ikke sige, hvilken mætningsdosis der er den rigtige — den beregner V1 · C_mål og Vss · C_mål ved siden af hinanden, og hvilken der gælder, afgøres af, hvor receptoren sidder: natriumkanalen ligevægter med plasma på minutter, Na/K-ATPase sidder i det perifere kompartment. Mætningsdosens målkoncentration er vinduets midtpunkt, uanset hvad vinduet er; vedligeholdelsesdosis regnes derimod mod det, vinduet ER — en top for gentamicin, en AUC for vancomycin, et niveau for digoxin og lidocain — og en top aflæses ved det prøvetidspunkt, vinduet forudsætter, en halv time efter infusionens afslutning, og ikke ved modellens Css,max, der for gentamicin står på 31,9 mg/L, hvor samme dosis giver 20,9 efter én time. Det prøvetidspunkt er en konvention, der står i lægemiddelprofilen, og ikke noget, modellen kan udlede: et vindue citeret uden sin prøvetagningsregel kan man ikke regne en dosis ud af. Gentamicin bærer to publicerede mål på én gang, toppen 16–24 mg/L og AUC24 70–120, og modellen doserer mod toppen; vancomycin bærer et dalvindue og et AUC-mål og doserer mod AUC, fordi en dalværdi på 15 mg/L giver AUC24 651 — over loftet, altså præcis den overdosering, konsensusdokumentet blev skrevet imod. Tre aflæsninger står derfor tomme ved et topvindue — andel af intervallet i vinduet, tid til dalværdien når vinduet, prøvens fejl i forhold til dalværdien: alle tre måler, at koncentrationen LIGGER i vinduet, og ved engangsdosering skal den ikke det. Volumen holdes konstant, når nyrefunktionen ændres, hvilket er forkert for digoxin, hvis steady state-volumen falder med omkring en tredjedel ved udtalt nyresvigt — så digoxinets mætningsdosis skal sænkes ved nyresvigt, selv om mætningsdosis er uafhængig af clearance. Clearance falder lineært med kreatininclearance og med intet andet: ingen mættet tubulær sekretion, ingen interaktion via P-glykoprotein, intet leversvigt, ingen effekt af minutvolumen på flowbegrænsede lægemidler, ingen ændret proteinbinding. Ingen dialyse — intermitterende hæmodialyse er en clearance, der slås til i fire timer og fra i fireogfyrre, og modellen har én eneste kontinuerlig. Koncentrationen er total og ikke fri; ved hypoalbuminæmi aflæses den totale phenytoinkoncentration lavt, mens den frie er normal, hvilket er hospitalets hyppigste enkeltstående fejltolkning af en lægemiddelprøve og noget, modellen slet ikke gengiver. Delt mætningsdosis findes ikke: én mætning, givet én gang, mens digoxin i virkeligheden mættes i tre trin og amiodaron over uger netop for at undgå toppen. Tallene er populationsgennemsnit og ikke denne patient — Koups syv patienter spændte over 2,5 gange i volumen og 3,5 gange i halveringstid, og modellen har slet ingen interindividuel variabilitet; det er præcis derfor, terapeutisk lægemiddelmonitorering findes. Ingen farmakodynamik: koncentration er ikke effekt, det terapeutiske vindue tegnes, fordi kilderne rapporterer et, og ikke fordi en passeret grænse udløser noget. En top over den toksiske tærskel, som ligger i distributionsfasen, er ikke toksicitet — 500 µg digoxin over 20 minutter bringer den centrale koncentration over 4 µg/L og er alligevel en normal ordination, fordi effektorganet endnu ikke har ligevægtet sig. Amiodaron kan med vilje ikke vises: distributionsvolumen 66 L/kg og terminal halveringstid 40–55 døgn ligger uden for både volumenskyderen og horisontloftet, og en x-akse på et halvt år gør ethvert andet tilfælde ulæseligt. Enhederne er lægemidlets, og modellen kontrollerer dem ikke — der regnes i dosisenhed pr. liter, så en vancomycindosis skrevet ind, mens etiketterne fra et digoxinforvalg stadig står, giver et tal, der er tusind gange forkert uden varsel. Digoxin rapporteres desuden i nmol/L i Norden og i µg/L i Tyskland og Frankrig; modellen regner i µg/L, faktoren er 1,28. Kreatininclearance er her Cockcroft–Gault og ikke en CKD-EPI-eGFR: hver doseringsregel, der citeres, blev udledt mod den første, og de to adskiller sig mest hos netop de patienter, hvor det betyder noget. Vægt er ikke ét tal — vancomycin doseres på totalkropsvægt, gentamicin på justeret vægt, digoxin på idealvægt, og modellen har én vægtskyder, som den anvender på det hele. Intet animeres: kurverne tegnes om, når en skyder flyttes, og bevæger sig aldrig af sig selv, så prefers-reduced-motion har ingen virkning her.
Normaltilfældet: 1500 mg mætning over 90 minutter, derefter 1000 mg hver tolvte time. Dalværdien lander i vinduet, og AUC24 midt i målintervallet 400–600.
Prøven er taget i distributionsfasen. Den afspejler omfordelingen og ikke eliminationen og er derfor ingen dalværdi.