Måltidsrespons ved type 1- og type 2-diabetes, med dosisforslag beregnet efter de regler, der bruges klinisk.
Bergmans minimalmodel for glukosekinetik, koblet til en subkutan insulinabsorption i to trin og en tarmmodel for kulhydratoptagelse. Det er samme struktur, som ligger under de fleste closed-loop-algoritmer, blot med færre tilstande.
G er plasmaglukose, X insulinets virkning ude i vævet og I plasmainsulin. Leverens glukoseproduktion ligger på omkring 2 mg/kg/min, hæmmes af insulin og stiger, når glukosen falder — det er den, der løfter en patient ud af en hypoglykæmi, og uden den bliver enhver overdosering permanent i modellen. Insulinets halveringstid i plasma er fem minutter, mens tiden til maksimal absorption fra underhuden er 55 minutter for en hurtigtvirkende analog og 100 minutter for humaninsulin. Det er den forskel, der afgør, hvor tidligt dosen skal gives.
Type 1 og type 2 adskilles af to skydere og intet andet: egen insulinproduktion sat til henholdsvis nul og bevaret, og insulinfølsomheden henholdsvis høj og lav.
dG/dt = −(SG + X)·G + SG·Gb + Ra/(V_G·vægt)dX/dt = −p2·X + p2·SI·(I − Ib)dS1/dt = u(t) − S1/tmax dS2/dt = (S1 − S2)/tmaxICR = 500 / TDD ISF = 100 / TDDdosis = kulhydrater/ICR + (G − mål)/ISF − aktivt insulin
Forenklinger. Modellen har en kompartmentstruktur og beskriver en gennemsnitlig respons, ikke en enkelt patient. Den mangler fysisk aktivitet, gastroparese, alkohol og den døgnvariation i insulinfølsomhed, som gør, at samme måltid kræver forskellig dosis om morgenen og om aftenen. Fedt- og proteinindhold påvirker optagelsen i virkeligheden, men ikke her. Læg også mærke til, at kurven svarer SVAGERE på en enkelt enhed, end korrektionsreglen lover: modellen regner med leverens modregulering, hvilket reglen ikke gør. Forskellen er bevidst synlig — reglerne er udgangspunkter, der skal justeres mod målte værdier, ikke facit. Dosisforslaget beregnes ud fra reglerne og ikke ud fra simuleringen, præcis som i virkeligheden.
0,5 IE/kg, bolus 15 min før måltid, ingen egen insulinproduktion.