Artefakter ved ultralyd
Følgende artefakter er almindelige i ultralydsbilleder:
- Ultralydsbilledet viser ikke-eksisterende strukturer.
- Ultralydsbilledet viser ikke eksisterende strukturer.
- Ultralydsbilledet gengiver strukturernes ekkogenicitet forkert.
Ekkogenicitet defineres som intensiteten af reflekterede lydbølger. Strukturer med høj ekkogenicitet vil reflektere mere ultralyd og fremstå lysere på billedet. Strukturer med lav ekkogenicitet reflekterer mindre ultralyd og bliver mørkere på billedet.
Akustisk skygge
Nogle strukturer har meget høj ekkogenicitet (f.eks. skelet, forkalkninger, mekaniske hjerteklapper) og reflekterer stort set alle lydbølger, hvilket efterlader for få bølger til at udforske området bag reflektoren. Det resulterer i mørke områder, som kaldes akustiske skygger. Figur 1 viser akustiske skygger under en galdesten.
Artefakter af efterklang
Ultralydsbølger kan reflektere flere gange mellem tætte strukturer (dvs. strukturer med høj ekkogenicitet). For hver refleksion vender en del af lydbølgerne tilbage til transduceren og producerer en kopi af reflektoren på billedet. Derfor kan ultralydsbilledet vise flere kopier af en tæt struktur. Sådanne artefakter kaldes efterklang.
Efterklang kan også forekomme inden for en struktur, der har grænser med høj ekkogenicitet. Så kan lydbølgerne blive reflekteret flere gange mellem grænselagene, som illustreret i figur 2.
Efterklang kan også opstå, hvis lydbølger, der vender tilbage til transduceren, reflekteres tilbage til vævet.
Efterklang er almindelig, når man undersøger lungevæv; den dobbeltlagede pleura producerer efterklang, som kaldes A-linjer.
Spejlbilledartefakt
Spejlbilledartefakter opstår under en stærk reflektor, der fungerer som et spejl. Bag spejlet vises en kopi af en struktur, der vises foran spejlet. Mekanismen bag spejlbilledartefakter er den samme som for efterklang.
Sidelobs-artefakt
Et 2D-billede dannes ved at lade ultralydsstrålen feje frem og tilbage inden for en defineret sektor. Transduceren registrerer refleksioner, der stammer fra den centrale ultralydsstråle (hovedstrålen). Nogle ultralydsbølger kan dog bevæge sig uden for aksen i såkaldte sidelober (figur 5A og 5B). Ultralydsenergi i sidelober spredes for det meste i vævet uden at skabe væsentlige refleksioner. Men når sideloberne møder stærke reflektorer (forkalkninger, hjertesæk, mekaniske hjerteklapper, ledninger osv.), kan de generere betydelige refleksioner, som registreres af transduceren. Disse refleksioner fortolkes som stammende fra hovedstrålen. Når ultralydsstrålen bevæger sig frem og tilbage, kan der opstå flere sidelobs-artefakter på begge sider af den sande reflektor. Hvis der genereres mange sidelobs-artefakter, kan de fremstå som en kontinuerlig struktur, som illustreret i figur 5C.
Refraktionsartefakt
Refleksion og refraktion opstår, når ultralyd passerer vævsgrænser. Vævsgrænser repræsenterer akustiske reflektorer, hvor noget af ultralydenergien reflekteres, og resten fortsætter gennem vævet. Afhængigt af forskellen i akustisk impedans mellem vævene kan ultralydsbølgens vinkel ændres. Dette kaldes refraktion. Jo større forskel der er i den akustiske impedans, jo større er refraktionen.
Refraktionsartefakter opstår, når ultralyd bevæger sig gennem væv, der opfører sig som en linse, der forårsager betydelig refraktion og leder ultralyden til et område, der samtidig undersøges af andre lydbølger (Figur 6). Den refrakterede ultralyd reflekteres derefter tilbage til linsen, hvorfra den refrakteres til transduceren, hvilket resulterer i et duplikat af reflektoren. Duplikatet vil blive afbildet langs lydbølgens oprindelige vej. Strukturer bag linsen kan være usynlige på billedet; det skyldes, at lydbølgerne aldrig når frem til dem, men i stedet overskrives af duplikatet.
Refraktionsartefakter er generelt nemme at genkende, fordi de skaber usandsynlige billedfund, såsom duplikering af ventriklerne eller atrierne. Fedt, pleura og perikardium er blandt de væv, der kan opføre sig som linser og forårsage refraktion. Skift af billedvindue eller justering af transducerens vinkel kan afhjælpe refraktionsartefakter.
