Principper for ekkokardiografiske undersøgelser
Hos små børn er det muligt at udføre hele den transthorakale ekkokardiografi (TTE) med barnet i rygleje. Dette er muligt på grund af den lille afstand mellem hjertet og ultralydstransduceren, og fordi mindre luftfyldt lungevæv dækker hjertet. Hos voksne er afstanden mellem hjertet og transduceren imidlertid større, og mere lungevæv skjuler hjertet. Derfor tages de fleste billeder ved TTE af voksne med patienter i venstre lateral decubitus-stilling. I denne stilling kommer hjertet tættere på brystvæggen, og der er mindre lungevæv, der dækker hjertet. Nogle billeder i TTE for voksne tages med patienten i rygleje.
For at opnå den bedst mulige billedkvalitet, patientsikkerhed og ergonomi for operatøren bruges der særlige undersøgelsesborde. Disse borde er udstyret med en åbning (udskæring), hvor ultralydstransduceren kan manøvreres frit, selv i lodret position, hvilket er vigtigt for at få billeder fra apikale vinduer.
Patientens venstre arm skal placeres under patientens hoved. Dette strækker brystvæggen, så afstanden mellem ribbenene øges, hvilket giver større vinduer til ultralydsstrålen.
Operatøren kan sidde på begge sider af patienten, alt efter hvad man foretrækker. Operatøren bør have en albuestøtte og også undgå at bøje ryggen under undersøgelsen. Arbejdsrelaterede muskel- og skeletbesvær er en almindelig årsag til smerter og sygefravær for ultralydsbehandlere (Harrison et al.).
Når man udfører akut ekkokardiografi eller andre undersøgelser uden et ordentligt undersøgelsesbord, kan det være svært at tage billeder i venstre lateral decubitus-stilling. Det påvirker billederne i apikale vinduer (se Standard Transthoracic Echocardiogram: Complete Imaging Protocol). Ikke desto mindre er der indlysende fordele ved at udføre akutte bedside-undersøgelser, uanset billedkvaliteten.
Ultralydstransduceren holdes i spidsen ved hjælp af tommelfingeren og pegefingeren, mens de resterende fingre stabiliserer grebet. Transduceren har en tendens til at glide ud af position på grund af gelen. En eller to fingre kan placeres forsigtigt på huden for at fastholde transducerens position. Ultralydsgelen er vigtig, fordi den maksimerer kontaktfladen mellem transduceren og huden. Generøs brug af gel anbefales. Ud over gelen er det vigtigt at anvende et vist tryk, når transduceren holdes mod huden. Patienter med meget subkutant fedt kræver et hårdere tryk.
Markør for orienteringsindeks
Alle ultralydstransducere har en indeksmarkør, som bruges til at orientere sig i ultralydsbilledet. Grundlæggende bruges indeksmarkøren til at bestemme venstre og højre i det opnåede billede. Figur 1 illustrerer, hvordan indeksmarkøren bruges til orientering.
Billedkvalitet
Forskellige metoder til optimering af billedkvaliteten er blevet diskuteret tidligere (se Optimering af ultralydsbilledet). Her nævnes kun de vigtigste principper.
Moderne ultralydssystemer bruger harmonisk billeddannelse, hvilket betyder, at maskinen udsender ultralydsbølger med en bestemt frekvens og efterfølgende registrerer reflekterede lydbølger med dobbelt så høj frekvens som de udsendte bølger. Hvis maskinen således udsender lydbølger ved 1,7 MHz, lytter den efter reflekterede lydbølger ved 3,4 MHz. Man kan øge frekvensen af den udsendte lyd, når man studerer objekter, der befinder sig tæt på transduceren, og omvendt (dvs. frekvensen reduceres, når man studerer fjerne objekter). Disse begreber er blevet diskuteret i detaljer tidligere.
Forstærkningen reguleres med TGC og forstærkningskontrol, som beskrevet tidligere. Forstærkningen skal kalibreres, så blodfyldte områder (ventrikulære hulrum, atriale hulrum, kar) fremstår sorte i billedet. Hvis disse rum fremstår i en eller anden grå nuance, skal forstærkningen reduceres.
Ved brug af farvedoppler skal Nyquist-grænsen være mellem 50 og 60 cm/s. Farvesektoren skal være så lille som muligt. Jo større sektoren er, jo dårligere er den tidsmæssige opløsning.
Ved brug af pulsbølgedoppler skal prøvevolumenet være 3 til 4 mm bredt ved måling af høje hastigheder (flow over aortaklappen, mitralklappen, tricuspidalklappen og pulmonalklappen). Ved alle andre målinger, f.eks. vævsdoppler, venøst flow, bevægelse i AV-planet, skal prøvevolumenet være 5 til 7 mm bredt.
Ved brug af spektral doppler skal baggrunden være sorteret, ellers skal forstærkningen reduceres. Det spektrale signal skal være tydeligt og lyst.
Referencer
Harrison et al: Arbejdsrelaterede muskuloskeletale lidelser i ultralyd: Kan du reducere risikoen? Ultralyd.