Myokardieafslapning og venstre ventrikels diastoliske funktion
Den diastoliske funktion bestemmes af effektiviteten af myokardiets afslapning. Afspændingsgraden og -hastigheden er de vigtigste parametre. Ideelt set skal afslapningen foregå hurtigt, og ventriklen skal udvide sig betydeligt. Det kræver, at myokardiet har en høj compliance, et udtryk, der bruges til at beskrive myokardiets elasticitet. Jo større compliance, jo hurtigere og mere udtalt er afslapningen (dvs. strækningen af myokardiefibrene). Det modsatte er også tilfældet; jo stivere myokardiet er, jo langsommere og mindre udtalt er afslapningen.
Overholdelse i venstre ventrikel
Flere faktorer påvirker ventriklens compliance. Disse faktorer omfatter alder, efterbelastning, myokardiesynkronisering og intracellulære processer (f.eks. intracellulær calciumsignalering, natrium-kaliumpumpen, mitokondriefunktion, aktin-myosin-interaktioner osv.)
Efterbelastning
Efterbelastning er den modstand, som venstre ventrikel skal overvinde for at skubbe blod ud i aorta. Efterbelastning påvirker myokardiets muskelfibre under systole og diastole. Afterload er en funktion af følgende tre variabler:
- Aortamodstand (tryk).
- Venstre ventrikels volumen.
- Ventrikulær vægtykkelse (myokardietykkelse).
Venstre ventrikel skal generere tilstrækkelig kontraktil kraft til at overvinde trykket i aorta. Jo større trykket i aorta er, desto større er belastningen på de enkelte muskelfibre. Belastningen på de enkelte fibre er også positivt korreleret med venstre ventrikels volumen, hvilket betyder, at belastningen på muskelfibrene øges, når ventriklens volumen øges. Der er dog et omvendt forhold mellem vægtykkelse og belastning, således at større vægtykkelse reducerer belastningen på muskelfibrene.
Det nøjagtige matematiske forhold mellem aortatryk, ventrikelvolumen og vægtykkelse er ret kompliceret og ligger ikke inden for rammerne af denne diskussion. Konklusionen er dog af direkte klinisk relevans og siger, at øget afterload resulterer i en langsommere afslapning. Enhver tilstand, der fører til øget afterload, vil derfor føre til nedsat diastolisk funktion.
Øget afterload medfører nedsat diastolisk funktion.
Myokardial synkronisering
Myokardiesynkronisering refererer til sekvensen af aktivering af det ventrikulære myokardium. Ventriklerne skal depolariseres (aktiveres) af impulser, der spredes gennem den venstre og højre bundtgren, som forgrener sig ud i Purkinje-netværket (se Hjertets elektrofysiologi: Aktionspotentialet). Impulsledningen gennem Purkinje-netværket er hurtig og koordineret, hvilket muliggør synkronisering af venstre og højre ventrikels sammentrækning. Hurtig impulsledning er afgørende; langsom spredning af impulsen resulterer i tidsmæssig dissociation af cellulær aktivering og dermed desynkronisering af sammentrækningen. Det er vigtigt, at desynkroniseringen af myokardieaktiveringen resulterer i forstyrret ventrikulær afslapning.
Desynkronisering af myokardieaktivering forårsager nedsat ventrikulær afslapning.
Nedsat afslapning medfører øget diastolisk tryk i venstre ventrikel.
Forstyrrelser i ventrikelrelaksationen resulterer i forstyrrelse af trykforholdene i venstre ventrikel. Ventrikeltrykket bør falde hurtigt og betydeligt under diastolen, men hvis afslapningen er nedsat, vil trykfaldet være langsommere og mindre udtalt. Dette fører i sidste ende til øget diastolisk tryk i venstre ventrikel.
Nedsat afslapning resulterer i øget ventrikulært diastolisk tryk.
Stivhed i myokardiet
Myokardiets stivhed er omvendt relateret til compliance; jo stivere myokardiet er, jo lavere er compliance. Stivheden bestemmes af flere faktorer, f.eks. ventrikelgeometri (en stor ventrikel giver større afterload og dermed stigende diastolisk tryk), sarkomerstruktur, sammensætningen af ekstracellulær matrix (ekstracellulær fibrose reducerer compliance), perikardiestatus osv.
Diastolisk dysfunktion og diastolisk hjertesvigt
Hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion (HFPEF)
Diastolisk hjertesvigt udgør ca. halvdelen af alle tilfælde af hjertesvigt. Tilstanden er kendetegnet ved diastolisk dysfunktion og normal systolisk funktion. Ejektionsfraktionen – som eret mål for den systoliske funktion – børvære50 % eller højere. Diastolisk hjertesvigt kaldes også hjertesvigt med bevaret ejektionsfraktion (HFPEF). Ekkokardiografi er den foretrukne metode til diagnosticering af diastolisk dysfunktion og hjertesvigt.