Vurdering af venstre ventrikels systoliske funktion

Metoder til vurdering af systolisk funktion (kontraktil funktion)

Der findes flere ekkokardiografiske målinger til at vurdere venstre ventrikels systoliske funktion. Disse metoder belyser lidt forskellige aspekter af systolisk funktion, og deres kombinerede brug giver mulighed for omhyggelig kortlægning af systolisk funktion. Det er vigtigt at være bekendt med fordele og ulemper ved hver metode. Her følger en oversigt over tilgængelige metoder. Hver metode diskuteres i detaljer i de efterfølgende kapitler.

Slagvolumen (SV)

Slagvolumen er den mængde blod, der pumpes fra venstre ventrikel ind i aorta under systolen. Det er nemt at beregne ved at måle VTI (Velocity Time Integral) ved hjælp af pulsbølgedoppler i aortaklappen. Slagvolumen er produktet af VTI og arealet af LVOT, som illustreret i figur 1.

Hjertets minutvolumen (CO)

Hjertets output er produktet af slagvolumen (SV) og hjertefrekvens (HR).

CO = HR – SV

Hjerteindeks (CI)

Hjerteindeks (CI) er forholdet mellem hjertets minutvolumen (CO) og kroppens overfladeareal (estimeret ud fra vægt og højde). Hjerteindekset er således hjertets minutvolumen normaliseret i forhold til kroppens overfladeareal. Ultralydssystemet beregner kropsoverfladearealet ved hjælp af patientens køn, vægt og højde.

CI = CO / BSA
BSA = Kropsoverfladeareal ^(m2)

Ejektionsfraktion (EF)

Ejektionsfraktion er den del af det end-diastoliske volumen (EDV, dvs. blodvolumen i ventriklen ved slutningen af diastolen), der pumpes ud under systolen. I øjeblikket er todimensionel (2D) ekkokardiografi til beregning af ejektionsfraktion den dominerende metode til vurdering af venstre ventrikels funktion (systolisk funktion). Det skal dog bemærkes, at tredimensionel (3D) ekkokardiografi giver større præcision i beregningen af ejektionsfraktion, og 3D-målinger vil formentlig erstatte 2D-målinger i fremtiden. Hjerte-MRI (magnetisk resonanstomografi) anses for at være guldstandarden for beregning af ejektionsfraktion.

Anbefalet kapitel: Ejektionsfraktion

Ejektionsaccelerationstid (EAT)

Ejektionsaccelerationstiden måler den maksimale systoliske hastighed (m/sek) i LVOT. Denne parameter korrelerer godt med venstre ventrikels systoliske funktion.

EAT = _vmax/tid

Fraktioneret forkortelse (FS)

Fraktioneret forkortelse (FS) beregnes ved at måle ændringen (% reduktion) i venstre ventrikels diameter under systolen. Det anses for at være et dårligt mål for systolisk funktion; det er kun pålideligt, hvis venstre ventrikel har normal geometri og ingen signifikante vægbevægelsesabnormiteter. Fraktioneret forkortelse kan måles i M-mode og 2D.

FS = (LVEDD – LVESD)/LVEDD
LVEDD = venstre ventrikels end-diastoliske diameter; LVESD = venstre ventrikels end-systoliske diameter;
Fraktionen ganges med 100 for at få en procentdel (%).

Vævsdoppler

Vævsdoppler registrerer hastigheden og retningen af myokardiets bevægelse. Det er muligt, fordi myokardiet også reflekterer ultralydsbølger. For at kunne analysere myokardiebevægelser skal ultralydssystemet filtrere alle lydbølger, der reflekterer af andre strukturer, især lydbølger, der reflekterer af blod. Dette opnås ved at filtrere signaler med lav amplitude og høj hastighed fra; sådanne signaler repræsenterer refleksioner fra blodgennemstrømning. I stedet fokuserer ultralydssystemet på lydbølger med høj amplitude og lav hastighed; disse bølger reflekteres fra myokardiet.

Vævsdoppler kan også bruges til at måle mitralringens hastighed, når den bevæger sig fra basis til apex under systolen. Mitral annulus-hastighed korrelerer godt med ejektionsfraktion og slagvolumen og er dermed et mål for systolisk funktion.

Belastning og belastningshastighed

Myokardiet deformeres under systole og diastole. Deformationen skyldes sammentrækning og afslapning, som resulterer i, at myokardiet bevæger sig og deformeres. Strain er det ekkokardiografiske udtryk for deformation. Strain og strain rate måler omfanget og hastigheden af myokardiets deformation. Disse parametre kan vurderes ved hjælp af vævsdoppler eller speckle tracking. Sidstnævnte metode er den dominerende til vurdering af deformation.

dP/dt

I forbindelse med mitralinsufficiens kan venstre ventrikels systoliske funktion vurderes ved at studere accelerationen af regurgitationsstrålen (Figur 2). Jo bedre den systoliske funktion er, jo større er stigningen i det systoliske tryk i venstre ventrikel og dermed også accelerationen i regurgitationsstrålen. Derfor er dP/dT en proxy for venstre ventrikels kapacitet til at generere tryk under systolen. Det er en markør for den globale kontraktile funktion.

dP/dT måles ved at placere kontinuerlig bølgedoppler i MR-jetten (mitral regurgitationsjetten) under den isovolumetriske sam mentrækning (dvs. den sammentrækning, der sker mellem mitralklappens lukning og aortaklappens åbning), som det ses i figur 2. Trykket i venstre atrium er konstant i denne fase, hvilket betyder, at accelerationen i MR-strålens hastighed skyldes en stigning i trykket i venstre ventrikel.

Mere specifikt udledes dP/dt ved at måle det tidsinterval (s), der går, før MR-jetten accelererer fra 1 m/s til 3 m/s. Derefter divideres konstanten 32 med tidsintervallet for at tilnærme trykket i venstre ventrikel:

dP/dt = 32/t
t=tidsinterval (s)

dP/dt har enheden mmHg/s.