Blodstatus

Resumé

Blodstatus er en samlet prøvepakke, der beskriver erytrocytter, leukocytter og trombocytter, bl.a. ved hjælp af Hb, erytrocytindeks, LPK og TPK; differentialtælling skal rekvireres eksplicit, når leukocytfordelingen er relevant. Afvigelser erkendes ved sammenligning med det aktuelle laboratoriums alders- og situationstilpassede referenceintervaller samt ved en samlet vurdering af symptomer og alle cellelinjer. Anæmi klassificeres efter MCV og udredes videre først og fremmest med retikulocytter og målrettede analyser for blødning, hæmolyse, jernmangel, vitaminmangel, inflammation, nyresygdom eller knoglemarvspåvirkning. Leukocytafvigelser vurderes med differentialtælling, mens uventet trombocytopeni skal bekræftes med blodudstrygning og en ny prøve i et andet prøveglas for at udelukke pseudotrombocytopeni. Behandlingen rettes mod den underliggende årsag, og erytrocyt- eller trombocyttransfusion gives efter individuel vurdering af laboratorieværdier, symptomer, blødning, komorbiditet og planlagte indgreb.

Blodstatus: analyser og referenceintervaller

Blodstatus er en samlet prøvepakke, der beskriver erytrocytter, leukocytter og trombocytter. Blodstatus kan rekvireres både som en samlet bestilling og som separate analyser, såsom Hb, leukocytter, differentialtælling og TPK. Ved kliniske problemstillinger, hvor fordelingen af leukocytter er relevant, skal blodstatus med differentialtælling rekvireres eksplicit.

Indgående analyser

Blodstatus omfatter ikke koagulationsanalyser. INR og APTT rekvireres separat, eksempelvis ved blødningstendens, antikoagulansbehandling samt lever- eller nyresygdom. Blodtypebestemmelse og antistofscreentest er også separate undersøgelser. Før visse indgreb rekvireres derfor B-Hb og B-TPK sammen med PK, APTT, blodtypebestemmelse og antistofscreentest.

Differentialtælling indgår ikke automatisk, hver gang Hb, leukocytter og TPK efterspørges. Ved udredning af recidiverende infektioner angives både Hb, leukocytter, differentialtælling og TPK. Ved hæmatologisk opfølgning kan Hb, leukocytter, trombocytter og differentialtælling suppleres med eksempelvis LDH, ALAT og kreatinin. Disse supplerende analyser indgår ikke i blodstatus.

Referenceintervaller hos børn

Hb varierer tydeligt med alderen. Vurderingen skal derfor foretages i forhold til et aldersspecifikt interval. Følgende lokale referenceværdier er et eksempel:

Et andet lokalt dokument med normalværdier angiver Hb 150 til 180 g/l hos nyfødte, 90 til 100 g/l ved 3 måneders alder, cirka 100 g/l ved 1 års alder og 120 til 130 g/l ved 15 års alder. Angivelserne er ikke helt identiske med dem i tabellen ovenfor. Det viser, at det aktuelle laboratoriums aldersspecifikke referenceintervaller skal anvendes ved tolkningen.

Referenceintervaller og beslutningsgrænser

Referenceintervaller skal adskilles fra kliniske handlingsgrænser. Den lokale pædiatriske referencetabel angiver også »laveste acceptable Hb«, men dette er ikke det samme som laboratoriets nedre referencegrænse. De angivne niveauer er 110 g/l ved 3 til 4 uger, 90 g/l ved 5 uger til 2 måneder og 80 g/l fra 3 måneder til 12 år. Sådanne værdier skal vurderes ud fra alder og klinisk sammenhæng og må ikke alene anvendes som generel behandlings- eller transfusionsgrænse.

For voksne samt for LPK, differentialtælling, TPK og MCV angives her ingen generelle referenceintervaller. Tolkningen skal derfor tage udgangspunkt i det referenceinterval, der rapporteres sammen med det aktuelle laboratoriesvar.

Indikationer for blodstatus

Blodstatus rekvireres, når en klinisk problemstilling kræver vurdering af en eller flere blodcellelinjer. Bestillingen bør tilpasses problemstillingen. I visse situationer er Hb tilstrækkeligt, mens andre kræver Hb, leukocytter, TPK og differentialtælling. Prøven indgår også i flere standardiserede udredninger, kontroller og forberedelser før indgreb.

Før operation og invasive indgreb

Ved præoperativ vurdering er Hb indiceret for at identificere eller følge anæmi og for at planlægge indgrebet. Lokale retningslinjer angiver Hb før operation ved:

• alder over 75 år
• kendt anæmi
• malignitet
• nyresvigt

TPK bør indgå, når trombocyttallet kan påvirke sikkerheden ved anæstesi eller indgreb. Før neuraksial blokade angives TPK sammen med PK og APTT ved:

• blødningstendens
• behandling med antikoagulantia
• leversygdom
• nyresygdom

Ved udredning af en knude eller lymfeknude før en eventuel ultralydvejledt punktur bør Hb og TPK rekvireres sammen med PK og APTT. Prøverne kan tages allerede, når henvisningen sendes, for at undgå forsinkelse, hvis grovnålsbiopsi senere bliver aktuel.

I gynækologisk sengeafsnit indgår Hb som indlæggelsesprøve. Antistofscreentest angives ved Hb ≤100 g/L, kredsløbspåvirkning eller blødningstendens samt ved mistanke om mola eller graviditet i kejsersnitsar. TPK suppleres ved de samme risikofaktorer som før andre indgreb, især før neuraksial blokade eller ved behandling med antikoagulantia.

Mistænkt eller kendt hæmatologisk sygdom

Fuldstændig blodstatus med differentialtælling er begrundet, når flere blodcellelinjer skal vurderes, eksempelvis ved mistanke om hæmatologisk sygdom. Ved opfølgning af kendt hæmatologisk sygdom anvendes Hb, leukocytter, trombocytter og differentialtælling til vurdering af aktuelt stadium samt ved mistanke om recidiv eller progression. I denne sammenhæng kan prøvetagningen kombineres med LDH, ALAT og kreatinin. Flowcytometri af perifert blod kan overvejes, når den kliniske problemstilling kræver nærmere karakterisering af blodets cellepopulationer.

Ved hyperferritinæmi og transferrinmætning <45 procent indgår differentialtælling, når hæmatologisk sygdom overvejes som forklaring. Hvis der samtidig foreligger anæmi, er anæmiudredning indiceret.

Inflammatoriske sår og bred differentialdiagnostik

Ved mistanke om pyoderma gangrenosum indgår blodstatus med differentialtælling i basisudredningen. Diagnosen bygger på, at andre årsager til sårdannelsen udelukkes, da kliniske, histopatologiske og laboratoriemæssige fund er uspecifikke. Indikationen styrkes ved hurtigt progredierende sår, udtalte smerter, feber, vægttab, nattesved, blod i afføringen eller kendt inflammatorisk tarmsygdom, hæmatologisk malignitet eller reumatisk sygdom. Blodstatus tages da sammen med bl.a. SR, CRP, kreatinin, urinstiks, leverprøver, S-proteinelektroforese, ANA og ANCA.

Kardiologisk udredning og syndromopfølgning

Blodstatus indgår i laboratorieudredningen ved visse kardiologiske tilstande, hvor tegn på hjertesvigt eller mistanke om hjertemuskelsygdom vurderes. Prøven kombineres da med elektrolytter, kreatinin, NT-proBNP og troponin og tilpasses den kliniske problemstilling.

Ved årskontrol i ekspertteam for 22q11.2-deletionssyndrom kontrolleres blodprocent, leukocytter og trombocytter sammen med bl.a. nyrefunktion, stofskifte, D-vitamin og calciumbalance.

Opfølgning efter karindgreb

Efter indgreb i nyrearterien kontrolleres Hb dagen efter indgrebet og før udskrivelse, sammen med kreatinin. Hb og elektrolytstatus følges derefter via nefrologisk ambulatorium efter 6 til 8 uger. Fornyet prøvetagning kan være nødvendig ved et afvigende eller kompliceret forløb.

Erytrocytparametre og definition af anæmi

Hæmoglobin og anæmi

Hæmoglobin, Hb, er den centrale analyse til påvisning af anæmi. Anæmi betyder et Hb under den grænse, der gælder for den aktuelle patientgruppe og situation. Vurderingen kan derfor ikke foretages ud fra én almengyldig grænseværdi. Under graviditet anvendes følgende grænser for at iværksætte basal anæmiudredning:

Disse grænser anvendes til at identificere patienter, der skal vurderes med henblik på først og fremmest fortyndingsanæmi, jernmangel samt vitamin B12- eller folatmangel. De skal ikke automatisk tolkes som transfusionsgrænser.

Hb-værdien skal vurderes sammen med symptomer og komorbiditet. Træthed, svimmelhed, hjertebanken, åndenød og nyopståede brystsmerter taler for klinisk betydende anæmi. Ældre patienter og patienter med hjerte-kar-sygdom kan have behov for et højere Hb for god symptomlindring end andre patienter. I visse kliniske sammenhænge kan erytrocyttransfusion overvejes ved Hb <90 g/L, men behovet er individuelt, og grænsen kan være højere ved hjerte-kar-sygdom eller igangværende strålebehandling.

EVF og EPK

EVF, erytrocytvolumenfraktion, også kaldet hæmatokrit, angiver den andel af blodvolumen, der udgøres af erytrocytter. EPK angiver erytrocytpartikelkoncentrationen. Sammen med Hb bidrager disse analyser til at vurdere, om et lavt Hb kan skyldes fortynding.

Ved akut blodtab kan EVF initialt være normalt. Et normalt tidligt EVF udelukker derfor ikke en klinisk betydende blødning. Dette er særlig vigtigt ved anæmi, der opdages i det første levedøgn. Hos nyfødte taler et initialt normalt EVF mere for akut blodtab i forbindelse med fødslen, mens et påvirket EVF sædvanligvis ses ved kronisk anæmi, der allerede forelå ved fødslen.

Erytrocytindeks

MCV, MCH og MCHC beskriver erytrocytternes størrelse og hæmoglobinindhold og anvendes til at målrette den videre anæmiudredning.

Et lavt MCV taler i den aktuelle udredningssammenhæng for jernmangel eller thalassæmi. MCV skal derfor vurderes sammen med S-ferritin og øvrige erytrocytparametre. Ved mistanke om vitamin B12- eller folatmangel giver erytrocytindeks vejledning til videre målrettet prøvetagning, men fastslår ikke alene årsagen.

Særlige Hb- og EVF-grænser hos præmature børn

For nyfødte med gestationsalder under 34 uger gælder særlige transfusionsgrænser frem til korrigeret terminsalder, uge 40+0. Transfusion kan gives, når enten Hb eller EVF ligger på eller under det angivne niveau.

Ved respirationsstøtte forstås respirator, CPAP, NIPPV eller ilt på næsebrille med flow ≥1 L/min. Grænserne viser, hvorfor alder, gestationsalder og respirationsstøtte altid skal angives, når Hb og EVF hos nyfødte vurderes.

Mikrocytær, normocytær og makrocytær anæmi

Anæmi klassificeres morfologisk efter erytrocytternes størrelse, udtrykt som MCV. MCH og MCHC beskriver erytrocytternes hæmoglobinindhold og bidrager til vurderingen af, om erytrocytterne er hypokrome eller normokrome. Klassifikationen er et udgangspunkt for videre udredning, men fastslår ikke alene årsagen. Vurdér derfor MCV sammen med MCH, MCHC, EVF, EPK, retikulocytter og målrettede analyser.

Mikrocytær anæmi

Ved lavt MCV er de centrale differentialdiagnoser jernmangel og thalassæmi. MCV kan ikke alene skelne mellem disse tilstande. S-ferritin anvendes til at vurdere jerndepoterne. Ved særlige problemstillinger kan jernstatus suppleres med S-jern, transferrin, transferrinmætning og TIBC.

MCH og MCHC giver yderligere information om erytrocytternes hæmoglobinindhold. Mikrocytære og hypokrome erytrocytter taler for, at hæmoglobiniseringen er utilstrækkelig, men også dette skal vurderes sammen med ferritin og det øvrige kliniske billede. Hvis der foreligger lavt MCV uden laboratoriemæssig støtte for jernmangel, bør thalassæmi overvejes og udredningen målrettes derefter.

Efter en større obstetrisk blødning kan prøvebilledet ændre sig over tid. Prøver taget tæt på blødningen kan vise normocytære og normokrome erytrocytter samt lavt EVF som følge af fortynding. Efter nogle dage kan mikrocytære og hypokrome erytrocytter fremkomme, når jernmangel begrænser nydannelsen af erytrocytter. Et tidligt normalt MCV udelukker derfor ikke jernmangel efter akut blodtab.

Normocytær anæmi

Normalt MCV betyder ikke, at anæmien er let, eller at videre udredning er unødvendig. Ved normocytær anæmi er retikulocyttallet særlig nyttigt til at vurdere knoglemarvens respons. Retikulocytter bør derfor indgå, når der er mistanke om anæmi eller anden knoglemarvssygdom.

Et tydeligt retikulocytrespons kan ses efter blødning og ved øget erytrocytomsætning. Efter postpartumblødning ses typisk en stigning i både retikulocytter og trombocytter efter nogle dage. Ved mistanke om hæmolyse suppleres vurderingen med bl.a. haptoglobin. Seglcelleanæmi giver eksempelvis lavt haptoglobin og retikulocytter på 5–20 %, hvilket afspejler hæmolyse og kompensatorisk øget erytrocytproduktion. Hb ligger ved seglcelleanæmi ofte på 60–100 g/L.

Hvis retikulocytresponset ikke svarer til anæmiens grad, bør utilstrækkelig nydannelse eller knoglemarvspåvirkning overvejes. Samtidige afvigelser i LPK eller TPK styrker mistanken om anden hæmatologisk eller knoglemarvsrelateret sygdom. CRP og SR kan bidrage ved mistanke om infektion eller systemisk inflammation.

Makrocytær anæmi

Ved makrocytær anæmi bør mangel på vitamin B12 eller folat udredes. I den målrettede prøvetagning kan S-homocystein, S-holotranskobalamin og S-folat indgå. Resultaterne skal tolkes sammen med blodstatus og det kliniske billede, da MCV alene ikke afgør, hvilken mangel der foreligger.

Også ved mistanke om B12- eller folatmangel er det vigtigt at gennemgå alle cellelinjer. Afvigende LPK eller TPK kan tale for, at anæmien ikke alene forklares af en isoleret ernæringsmangel, og begrunder en bredere vurdering af mulig knoglemarvspåvirkning.

Retikulocytter og mekanismebaseret anæmiudredning

Retikulocytter er umodne erytrocytter og anvendes til at vurdere knoglemarvens erytrocytproduktion. Analysen bør tolkes sammen med Hb, MCV, MCH, MCHC, EVF og EPK samt i relation til det kliniske forløb. Ved anæmi er det centrale spørgsmål, om knoglemarven responderer med øget nydannelse, eller om produktionen er utilstrækkelig.

Retikulocytter kan rekvireres sammen med differentialtælling, når problemstillingen er anæmi eller anden knoglemarvssygdom. En enkelt retikulocytværdi fastslår dog ikke årsagen. Resultatet skal sættes i forbindelse med eksempelvis blødning, hæmolyse, jernmangel, vitaminmangel, infektion, nyresygdom eller knoglemarvsdepression.

Vurdér knoglemarvens respons

Manglende retikulocytstigning ved anæmi taler således for, at knoglemarven ikke kompenserer tilstrækkeligt. Hvis også LPK eller TPK er lave, styrkes mistanken om en mere generel knoglemarvspåvirkning. Knoglemarvsdepression kan give neutropeni, anæmi og trombocytopeni, eksempelvis efter konditioneringsbehandling forud for stamcelletransplantation.

Retikulocytose ved blødning og hæmolyse

Efter en akut blødning kan de tidlige prøver være normocytære og normokrome. EVF kan være lavt på grund af fortynding. Retikulocytstigningen kommer først efter nogle dage og kan da ledsages af stigende TPK. Dette mønster er beskrevet efter obstetrisk blødning. Samtidig kan udtalt jernmangel begrænse den fortsatte erytrocytnydannelse og senere give mikrocytære, hypokrome erytrocytter.

Ved mistanke om hæmolyse skal retikulocytter vurderes sammen med haptoglobin og LDH. Bilirubin og differentialtælling kan supplere billedet. Ved hæmolytisk uræmisk syndrom indgår hæmolytisk anæmi sammen med trombocytopeni og forhøjet kreatinin. Supplerende prøvetagning omfatter bl.a. retikulocytter, bilirubin, LDH og blodudstrygning med henblik på fragmenterede erytrocytter (schistocytter).

Seglcellesygdom er et eksempel på kronisk hæmolyse med tydelig retikulocytose. Typisk ses retikulocytter på 5–20 %, Hb 60–100 g/L, seglceller i differentialtællingen og lavt haptoglobin. Ved mistanke om seglcellesygdom eller betathalassæmi minor analyseres hæmoglobinfraktioner.

Utilstrækkelig erytrocytproduktion

Ved lavt eller manglende retikulocytrespons bør udredningen rettes mod produktionshæmning:

• Jernmangel: kontrollér ferritin og ved behov øvrig jernstatus.
• B12- eller folatmangel: kontrollér homocystein, folat og holotranskobalamin. Ved forhøjet homocystein taler P-folat ≤ 10 nmol/L for folatmangel og S-holotranskobalamin ≤ 21 pmol/L for B12-mangel.
• Nyresygdom: kontrollér kreatinin og urinprotein.
• Infektion eller inflammation: vurdér CRP, SR og klinisk billede.
• Knoglemarvspåvirkning: gennemgå alle cellelinjer og rekvirér differentialtælling.

Retikulocytværdien skal altså anvendes som vejviser. Den afgør, om den videre anæmiudredning primært skal søge efter blodtab eller hæmolyse eller efter et utilstrækkeligt produktionsrespons.

Leukocyttal og differentialtælling

LPK angiver det samlede antal leukocytter i blodet. Differentialtællingen viser, hvordan leukocytterne fordeler sig mellem forskellige cellepopulationer, og er nødvendig, når totalantallet ikke giver tilstrækkelig information. Et normalt eller afvigende LPK skal derfor ikke vurderes isoleret, når problemstillingen gælder eksempelvis neutropeni, lymfopeni, hæmatologisk sygdom eller behandlingsrelateret knoglemarvspåvirkning.

Rekvirér differentialtælling sammen med blodstatus, når der er mistanke om:

• neutropeni eller lymfopeni
• infektion hos en patient med risiko for knoglemarvsdepression
• hæmatologisk sygdom
• recidiv eller progression af kendt hæmatologisk sygdom
• lægemiddelinduceret påvirkning af leukocytterne
• behov for behandlingskontrol, hvor både LPK og enkelte leukocytpopulationer styrer håndteringen

Differentialtælling indgår også i målrettet prøvetagning ved eksempelvis mistanke om hæmatologisk årsag til hyperferritinæmi og ved udredning af vanskeligt diagnosticerbare inflammatoriske tilstande.

Tolkning af lavt leukocyttal

Leukopeni betyder, at LPK er lavt, men den kliniske betydning afgøres af, hvilken leukocytpopulation der er reduceret. Differentialtællingen er derfor central. Neutropeni er særlig relevant for infektionsrisikoen, mens lymfopeni kan have betydning for, om en planlagt behandling kan påbegyndes eller fortsættes.

Efter konditioneringsbehandling forud for stamcelletransplantation kan knoglemarvsdepression samtidig give:

• neutropeni
• anæmi
• trombocytopeni

Kombinationen viser, at flere blodcellelinjer er påvirkede, og taler for en generel knoglemarvspåvirkning snarere end en isoleret leukocytafvigelse. Hos disse patienter skal leukocytværdier vurderes sammen med kliniske tegn på infektion og øvrige dele af blodstatus. Neutropeni med feber kræver særlig håndtering efter instruks for neutropen feber.

Grænseværdier afhænger af klinisk sammenhæng og behandling. I en angiven behandlingsprotokol skal behandling ikke påbegyndes ved:

Disse værdier er behandlingsspecifikke og må ikke anvendes som generelle definitioner af leukopeni eller lymfopeni. Under den aktuelle behandling kontrolleres Hb, leukocytter, TPK og differentialtælling hver tredje måned. Ved afvigende leukocyt- eller lymfocytværdier skal prøvetagningsintervallet tilpasses.

Leukocytose, blaster og hæmatologisk mistanke

Forhøjet LPK skal vurderes ud fra det kliniske billede, differentialtællingen og øvrige blodcellelinjer. Ved mistanke om hæmatologisk sygdom bør vurderingen omfatte Hb, leukocytter, TPK og differentialtælling. LDH, ALAT og kreatinin kan indgå i den bredere vurdering. Ved mistanke om recidiv eller progression kan flowcytometri af perifert blod overvejes.

Ved primær myelofibrose indgår både leukocytose og blaster i perifert blod i etablerede prognostiske modeller:

Grænserne er prognostiske faktorer ved primær myelofibrose og må ikke overføres til generel vurdering af leukocytose. Også anæmi, trombocytopeni, konstitutionelle symptomer, alder, transfusionsafhængighed og ugunstig karyotype kan indgå i disse modeller.

Praktiske aspekter

Et aktuelt LPK kan være nødvendigt før undersøgelser, hvor leukocytter anvendes diagnostisk. Ved leukocytscintigrafi kræves ifølge den angivne instruks LPK >2 × 10⁹/L for mærkning af patientens egne leukocytter. En frisk leukocytværdi, taget inden for en måned, kan derfor efterspørges, før metode og egnethed vurderes. Leukocytscintigrafi angives dog for nuværende ikke at være tilgængelig i Sverige på grund af manglende godkendt sporstof.

Trombocyttal

TPK angiver antallet af trombocytter i perifert blod. En afvigende værdi skal vurderes sammen med blødningssymptomer, øvrige cellelinjer, lægemiddelbehandling, igangværende infektion og planlagte indgreb. Ved trombocytopeni er det særlig vigtigt at skelne et reelt lavt trombocyttal fra en præanalytisk eller analytisk fejl.

Trombocytopeni

Trombocytopeni kan opstå ved en eller flere af tre hovedmekanismer:

1. Nedsat produktion i knoglemarven, medfødt eller erhvervet.
2. Sekvestrering, sædvanligvis i en forstørret milt.
3. Øget destruktion eller forbrug af trombocytter.

Vurdér, om trombocytopenien er isoleret eller kombineret med anæmi, neutropeni eller andre afvigelser. Samtidig påvirkning af flere cellelinjer taler for, at knoglemarvssygdom skal overvejes. Perifer blodudstrygning er en central del af vurderingen.

Ved akut lymfatisk leukæmi, ALL, er trombocytopeni almindelig. I et materiale med 1 273 voksne havde 22 procent TPK <20 × 10⁹/L**, 22 procent **21–40 × 10⁹/L**, 29 procent **41–100 × 10⁹/L** og kun 27 procent **>100 × 10⁹/L ved diagnosen. En automatisk blodstatus udelukker ikke akut leukæmi. I samme materiale manglede 8 procent cirkulerende leukæmiske blaster. Mistanke om akut leukæmi kræver derfor vurdering af blodudstrygning og knoglemarv, efterfulgt af immunologisk, cytogenetisk og molekylær klassifikation.

Udeluk pseudotrombocytopeni

Pseudotrombocytopeni er et laboratoriefænomen, hvor trombocytter aggregerer i prøveglasset og dermed giver et falsk lavt automatisk TPK. Fænomenet skyldes sædvanligvis antistofmedieret trombocytagglutination i EDTA-antikoaguleret blod.

Mistænk pseudotrombocytopeni, når et uventet lavt TPK mangler en tydelig klinisk forklaring, især hvis patienten ikke bløder. Håndteringen er:

• Gennemgå perifer blodudstrygning for trombocytaggregater.
• Gentag TPK i glas med natriumcitrat eller heparin.
• Alternativt vurdér en frisk prøve uden antikoagulans, eksempelvis kapillærblod.

Bekræft altså, at trombocytopenien er reel, før en omfattende udredning eller behandling iværksættes.

Blødningsrisiko og beslutningsgrænser

Et TPK <20 × 10⁹/L er forbundet med blødningsrisiko og forekom hos omtrent en femtedel af voksne med ALL. Trombocyttallet må dog ikke alene styre vurderingen. Aktiv blødning, feber eller infektion, dissemineret intravaskulær koagulation og planlagte invasive indgreb påvirker håndteringen.

De angivne niveauer for trombocyttransfusion er:

Trombocyttransfusion anvendes til at forebygge eller behandle trombocytopenirelateret blødning og genoprette den primære hæmostase. Den angivne dosis er 0,5–0,7 × 10¹⁰ trombocytter/kg, som poolede trombocytter eller aferesetrombocytter. Klinisk effekt vurderes ved, at blødningen forebygges eller ophører. Ved behov kan korrigeret trombocytstigningsindeks, CCI, anvendes. Forventet CCI er >7,5–10 inden for 1 time og >4,5–5 efter 24 timer.

ABO-identiske trombocytter foretrækkes. Hvis dette ikke er muligt, anvendes cellulært ABO-kompatible trombocytter med lav titer af anti-A/anti-B. RhD-kompatibilitet bør tilstræbes hos præmenopausale kvinder. Ved refraktæritet på grund af anti-HLA-antistoffer anvendes HLA-kompatible trombocytter. Trombocyttransfusion anbefales ikke rutinemæssigt ved immunologisk trombocytopeni, trombotisk mikroangiopati eller heparininduceret trombocytopeni.

Afvigende blodstatus og videre udredning

En afvigende blodstatus skal vurderes i forhold til den kliniske problemstilling og patientens aktuelle tilstand. Vurdér, om afvigelsen gælder en enkelt cellelinje eller flere, og gennemgå Hb, leukocytter, TPK og differentialtælling samlet. Markant afvigende laboratorieværdier, herunder anæmi, begrunder lægevurdering. Ved afvigende fund skal årsagen følges op og om muligt afhjælpes, før en planlagt udredning eller behandling fortsætter.

Klinisk vurdering

Anamnese og objektiv undersøgelse styrer, hvilke supplerende analyser og undersøgelser der er nødvendige. Kortlæg især:

• aktuel sygdom og sygdomsstadium
• tegn på recidiv eller progression af kendt sygdom
• komorbiditet, herunder malignitet, nyresvigt og leverpåvirkning
• rygning og alkoholforbrug
• igangværende antitrombotisk behandling eller anden kompliceret lægemiddelbehandling
• blødningstendens
• feber, vægttab og nattesved
• mavesmerter, afføringsforstyrrelser eller blodtilblandet afføring
• kendt inflammatorisk tarmsygdom, hæmatologisk malignitet eller reumatisk sygdom

Den objektive undersøgelse bør omfatte almentilstand samt undersøgelse af hjerte, lunger og abdomen. Vurdér også tegn på organskade og overvægt. Fundene afgør, om udredningen kan foregå i almen praksis eller skal suppleres i samråd med eksempelvis hæmatolog, gastroenterolog, lungemediciner, urolog eller anden organspecialist.

Supplerende laboratorieudredning

Valget af analyser skal tage udgangspunkt i, hvilket fund der skal forklares.

Ved jernoverbelastning og tydelige modificerbare risikofaktorer bør disse afhjælpes. Eksempler på sådanne faktorer er alkohol, lav fysisk aktivitet og overvægt, med fornyet vurdering efter 3 måneder.

Flowcytometri af perifert blod kan overvejes, når blodstatus og differentialtælling giver mistanke om hæmatologisk sygdom, især hvis der samtidig er kliniske tegn på recidiv eller progression. Videre udredning kan da være nødvendig i samarbejde med hæmatolog.

Afvigende blodstatus før indgreb

Før biopsi, bronkoskopi eller andet indgreb skal afvigende Hb eller TPK vurderes sammen med PK, APTT, blødningsanamnese samt oplysninger om lever- og nyresvigt og antitrombotiske lægemidler. Hvis prøverne er afvigende, skal den henvisende læge drøfte håndteringen med den udførende enhed. Den individuelle trombose- og blødningsrisiko afgør, om indgrebet kan gennemføres, skal udsættes eller skal forudgås af korrektion og kontrolprøve.

Ved udredning af en mistænkt knude eller lymfeknude bør Hb, TPK, PK og APTT tages tidligt for at undgå forsinkelse, hvis ultralydvejledt punktur eller grovnålsbiopsi bliver aktuel. Ved igangværende antikoagulationsbehandling kræves samtidig stillingtagen til eventuel pausering efter lokal instruks.

Videre organspecifik udredning

Hvis anamnese, objektiv undersøgelse eller laboratoriefund taler for underliggende organsygdom, skal udredningen målrettes derefter. Supplerende undersøgelser kan efter speciallægevurdering omfatte gastroskopi, koloskopi, bronkoskopi, målrettet billeddiagnostik eller biopsi. Valget skal styres af de samlede kliniske fund og ikke alene af en enkelt afvigende værdi i blodstatus.