Hjertesvigt diagnosticeres hos en patient med forenelige symptomer og fund ved at kombinere måling af natriuretiske peptider med ekkokardiografi. Ved mistanke om hjertesvigt tages et 12-afledningers EKG og et grundlæggende laboratoriepanel (komplet blodtælling, elektrolytter, nyrefunktion, thyreoideafunktion, HbA1c, lipider og jernstatus). Natriuretiske peptider over grænseværdierne for udelukkelse fører til ekkokardiografi, mens værdier under grænseværdierne gør hjertesvigt usandsynlig.
Ekkokardiografi adskiller derefter de tre fænotyper efter venstre ventrikels uddrivningsfraktion (LVEF): HFrEF (LVEF ≤40 %), HFmrEF (LVEF 41–49 %) og HFpEF (LVEF ≥50 %). Fænotypen afgør, hvor stærk evidensen er for hver lægemiddelklasse, og derfor klassificeres hjertesvigten, før behandlingen påbegyndes.
Figuren nedenfor opsummerer udredningsforløbet, grænseværdierne for natriuretiske peptider, kriterierne for hver fænotype, anbefalingsklassen for hver lægemiddelklasse pr. fænotype samt start- og måldoser for de anvendte lægemidler.
