Kaliumchlorid
Kaliummangel korrigeres langsomt, fordi det ekstracellulære kalium kun udgør to procent af kroppens samlede kaliumforråd — plasmaværdien fortæller, hvor man begynder, ikke hvor stort underskuddet er. Det er hastigheden og ikke døgndosis, der afgør sikkerheden: perifert 10 mmol/t, i central vene op til 20 mmol/t og højst 40 mmol/t ved livstruende hypokaliæmi under kontinuerlig EKG-overvågning. Hypokaliæmi, der ikke vil stige trods tilstrækkelig tilførsel, skyldes næsten altid samtidig hypomagnesiæmi, og da skal magnesium gives først.
Koncentreret kaliumchlorid må aldrig gives som bolus eller ufortyndet — det medfører asystoli inden for sekunder og er en af de klassiske dødelige lægemiddelforvekslinger. Koncentratet skal altid blandes i en infusionspose, vendes og mærkes, før det kobles til, og færdigblandede opløsninger bør anvendes, hvor de findes.
Dosering til voksne
| Indikation | Regime | Kommentar |
|---|---|---|
| Let hypokaliæmi (p-kalium 3,0–3,5 mmol/l) med fungerende tarm | peroralt 40–80 mmol i døgnet fordelt på 2–3 doser | perorale depottabletter er førstevalg, når patienten kan synke |
| Moderat hypokaliæmi (p-kalium 2,5–3,0 mmol/l) | 40 mmol kaliumchlorid i 1 000 ml natriumklorid 9 mg/ml iv over 4–6 timer, gentages efter kontrol | perifert højst 10 mmol/t og en koncentration på højst 40 mmol/l |
| Svær hypokaliæmi (p-kalium < 2,5 mmol/l) eller arytmi | 10–20 mmol/t i central vene, op til 40 mmol/t ved livstruende hypokaliæmi | kræver CVK, kontinuerlig EKG-overvågning og kontrol hver til hver anden time |
| Beregning af underskuddet | et fald i p-kalium på 0,3 mmol/l under 3,5 svarer groft til et samlet underskud på 100 mmol; p-kalium 2,5 betyder ofte 300–400 mmol | et groft skøn — styr efter gentagne prøver, ikke efter formlen |
| Behandlingsresistent hypokaliæmi | magnesiumsulfat 20–40 mmol iv i døgnet sideløbende med kaliumtilførslen | uden korrektion af magnesium bliver nyren ved med at tabe kalium |
Ved eGFR under 30 ml/min halveres tilførslen, og p-kalium kontrolleres mindst hver 4. time; ved oliguri eller anuri bør kalium som regel slet ikke gives, før årsagen er udredt. Kaliumbesparende diuretika, ACE-hæmmere, ARB og MRA skal seponeres eller dosisjusteres, før substitutionen påbegyndes.
Ingen dosisjustering. Ved levercirrose med sekundær hyperaldosteronisme og diuretikabehandling er kaliumtabet ofte stort, og behovet er større end beregnet.
0,5–1 mmol/kg iv over 1–2 timer, højst 0,5 mmol/kg/t og maksimalt voksendosis. Koncentrationen perifert højst 40 mmol/l; højere koncentration kræver centralt kateter og EKG-overvågning.
Undgå at jage plasmaværdien med en hurtigere infusion, når kalium ikke stiger — den hyppigste årsag er ubehandlet hypomagnesiæmi, og løsningen er magnesium, ikke højere hastighed. Undgå også iv-substitution, når patienten kan synke: peroral tilførsel er lige så effektiv, betydeligt sikrere og fri for både veneirritation og risikoen for overkorrektion.
Farmakokinetik
| VIRKNINGSSTART | minutter iv, 1–2 timer peroralt |
|---|---|
| FORDELING | 98 % intracellulært — plasmaværdien afspejler forrådet dårligt |
| INDHOLD | Addex-Kaliumklorid 2 mmol/ml, 20 ml ampul = 40 mmol |
| MAKSHASTIGHED PERIFERT | 10 mmol/t, koncentration højst 40 mmol/l |
| MAKSHASTIGHED CENTRALT | 20 mmol/t, undtagelsesvis 40 mmol/t med EKG-overvågning |
| UDSKILLELSE | Renal, aldosteronafhængig tubulær sekretion |
| NORMALVÆRDI | 3,5–4,4 mmol/l i plasma |
| OMREGNING | 1 g kaliumchlorid ≈ 13,4 mmol kalium |