Clindamycin
To egenskaber begrunder præparatet: fremragende penetration i knogle, led og bløddele med næsten fuld biotilgængelighed peroralt, og en hæmning af den bakterielle proteinsyntese, der slukker for toksinproduktionen hos gruppe A-streptokokker og Staphylococcus aureus. Derfor er det standardtillæg ved nekrotiserende bløddelsinfektion og toksisk shock, og et brugbart alternativ ved knogle- og bløddelsinfektion hos penicillinallergikere. Samtidig er risikoen for Clostridioides difficile den højeste blandt de gængse antibiotika.
Clostridioides difficile-colitis kan opstå under behandlingen eller flere uger efter afsluttet kur og kan blive fulminant. Nyopstået diarré under eller efter behandling med clindamycin skal udredes med toksintest, ikke behandles symptomatisk med loperamid.
Dosering til voksne
| Indikation | Regime | Kommentar |
|---|---|---|
| Nekrotiserende bløddelsinfektion | 600–900 mg iv × 3 | toksinhæmmer — gives sammen med benzylpenicillin 3 g × 4 |
| Streptokok- eller stafylokoktoksisk shock | 600–900 mg iv × 3 | gives i mindst 3 døgn eller indtil hæmodynamisk stabilitet |
| Knogle- og ledinfektion | 600 mg iv × 3, derefter 300 mg × 3 po | højt knogleniveau; tidligt skift til peroral behandling takket være biotilgængeligheden |
| Bløddelsinfektion ved penicillinallergi | 300 mg × 3 po | alternativ til isoxazolylpenicillin |
| Aspirationspneumoni og tandinfektion | 600 mg iv × 3 | dækker orale anaerober |
Ingen dosisjustering ved noget nyrefunktionsniveau — 600–900 mg × 3 gælder ved normal nyrefunktion, ved CRRT og ved intermitterende hæmodialyse. Fjernes ikke ved dialyse og kræver ingen ekstradosis efter dialyse.
Reducér dosis ved udtalt leversvigt; metaboliseringen er hepatisk, og halveringstiden forlænges. Følg transaminaser ved længerevarende behandling.
20–40 mg/kg/døgn fordelt på 3–4 doser intravenøst; peroralt 8–25 mg/kg/døgn. Den høje ende af intervallet ved knogleinfektion og toksinmedieret sygdom.
Undgå at bruge det som bekvemt førstevalg ved ukompliceret hud- og bløddelsinfektion — risikoen for Clostridioides difficile er højere end for næsten alle andre antibiotika, og flucloxacillin eller phenoxymethylpenicillin gør det samme arbejde. Undgå også at give clindamycin som monoterapi ved nekrotiserende fasciitis; toksinhæmningen erstatter ikke den baktericide effekt af benzylpenicillin, og kirurgisk revision er fortsat den afgørende indsats.
Farmakokinetik
| t½ | 2,4–3 timer |
|---|---|
| BIOTILGÆNGEL. | Omkring 90 % peroralt |
| PROTEINBINDING | 60–95 % |
| METABOLISME | Hepatisk, CYP3A4 |
| UDSKILLELSE | Biliær og fækal, omkring 10 % renalt |
| VÆVSPENETRATION | Meget god i knogle og bløddele |
| CNS-PENETRATION | Utilstrækkelig — aldrig ved meningitis |
| EFFEKTTYPE | Hæmmer 50S og dermed toksinsyntesen |